SAFFAR-Projektet
22. september 2011”SAFFAR” (Afghansk: ”rejsen”)
I dagene 6. & 7. oktober udviklede 15 højskoleelever og 14 afghanske elever + 1 polsk fra sprogskolen i Holbæk i fællesskab et projekt i form af en rumlig/performativ fortælling i 7 tableauer i Højskolens lade.
Udgangspunktet var 7 episoder som de unge afghanere på forhånd havde udvalgt som betydningsfulde på deres mange tusinde kilometer lange rejse til Danmark. En rejse som for de flestes vedkommende havde varet flere år og havde haft adskillige mellemstationer.
I løbet af de 2 dage omsatte de unge i fællesskab historierne til fysiske rum og videreformidlede således oplevelserne i en kunstnerisk form.
Den sidste dag blev resultatet præsenteret for resten af højskolen. Publikum blev nu sendt på en rejse gennem laden som omfattede paskontrol, bestikkelse, interviews, menneskesmugling, nyt sprog, ophold i Iran og Grækenland m.m.
Projektet var et fælles kunstprojekt med:
15 sprogskoleelever (unge fra Sprogskolen i Holbæk, fortrinsvis fra Afghanistan, som netop har fået asyl i Danmark) & 15 højskoleelever fra “Installation” og ”Oplevelse Af Verden” holdene
De 7 ”stationer” havde overskrifterne: ”Farvel til mit land”, ”Iran”, ”Grækenland”, ”Transport”, ”Interview”, ”Det nye sprog” og ”Mit nye liv”.
