Nyt tværfagligt design-projekt
18. november 2011På forårsholdet 2012 tilbyder Kunsthøjskolen et nyt tværfagligt undervisningsprojekt med fem forskellige designere og arkitekter som undervisere. Underviserne er:
Christin Johansson( Keramiker ), Agnes Friis ( Designer ), Nicholas Nybro ( Designer ) ,
Jens Kruse ( Arkitekt ) & Tue Bondo Arentoft ( Arkitekt )
Går du med tanker om at søge ind på Danmarks Designskole eller Arkitektskolen, eller er du bare nysgerrig på, hvordan kreative processer foregår, er dette kursus det helt rigtige sted at starte. I de første fire uger fokuserer vi på skitsering og idébaserede workshops, mens de sidste 14 dage går med praktisk arbejde, hvor vi, efter at have udarbejdet et fælles koncept, bygger møbler og skaber en indretning til et specifikt sted på skolen.
Designing memories
Vi er omgivet af ting. Nogle betyder mere for os end andre. De vækker vores følelser og får os til at holde af dem. Vi bringer dem med hjem fra fjerne lande som souvenirs, eller overleverer dem fra generation til generation. Nogle bruger vi hver dag, nogle giver vi navne – og nogle bemærker vi end ikke.
Vi lægger ud med at undersøge betydningen af designprocessen ved at kigge nærmere på idé, funktion og form. At designe er at skabe ting, der ikke har eksisteret før, så vi øver vores visualiseringsevne gennem skitsering og modellering, og vi udvikler vores idéer ved at indtænke brugere, kontekst, materialer, produktion og intuition i processen.
Underviser: Designer Agnes Fries, www.agnesfries.com
Jagten på den fede kollektion
Gennem form- og farveanalyse vil jeg vise, hvordan man ved at give slip og gennem en proces kan ende med en kollektion, man ikke kan tænke sig til. Du vil blive introduceret til værktøjer, du kan bruge generelt i en designproces, men i dette forløb vil fokus være form på krop.
Der vil være fokus på processen og ikke det færdige beklædningsprodukt. Det er et rent tegnekursus, og slutresultatet vil være en tegnet abstrakt minikollektion.
Underviser: Designer Nicholas Nybro, www.nicholasnybro.dk
Design med design på
Kernen i en god ansøgning er skabelsen af et personligt univers omkring en interessant historie og jeres opfattelse af hvad design er. Vi vil bruge tiden sammen på at tale om hvad det kan bestå af. Vi diskuterer og afprøver ultraeffektivt forskellige præsentationsformer og gengivelsesteknikker, der kan bringe jeres ideer til live og styrke formidlingen og præsentationen af dem.
Underviser: Arkitekt Jens Kruse
Intuitiv design i praksis
Workshopforløb med fokus på de praktiske og intuitive aspekter af design; fra opmåling til designvision; søgen efter de rette genbrugsobjekter og -materialer; produktion af møbler i værksted og integreret i udvalgte rum på skolen. Vi vil bestræbe os på at opnå et udtryk der balancerer mellem det tidløse og det nutidige, og som arkitektonisk er i harmoni med stedet. Kom og vær med til at sætte et varigt aftryk på skolen.
“In my life as an architect, I found that the single thing which inhibits young professionals, new students most severely, is their acceptance of standards that are too low.” Christopher Alexander
Undervisere: Keramiker Christin Johansson www.christin.dk, Arkitekt Tue Bondo Arentoft
