Livet på skolen

Et højskoleophold omfatter meget mere end den rent faglige undervisning.

Kunsthøjskolen er rammen for et intenst skabende miljø, hvor det sociale spiller en væsentlig rolle for dagligdagen og det samlede udbytte.

Kunsthøjskolen kan have op til 80 elever på 16 ugers kurserne. Man inddeles i fire / fem boområder, som vi kalder familier.

Familiegruppen er en overskuelig social enhed og her planlægges en række af de praktiske fællesopgaver.

Generel familiehyg er et udbredt fænomen!

Alle elever er forpligtet til at deltage i praktiske opgaver på skolen et par timer om ugen.
Familierne skiftes f. eks.til at stå for driften af elevcaféen, som er åben 3 - 4 aftener om ugen samt for arrangement af fester ved periodeafslutninger mm.

Det er betydningsfuldt, at de sociale rum og begivenheder fungerer.
Vi opfordrer til deltagelse, ansvarlighed og forståelse i den forbindelse.

Det sociale liv på Kunsthøjskolen er som regel vildtvoksende.

Med de kunstneriske processer som udgangspunkt er der rig mulighed for at lave frie elevprojekter på tværs af værkstederne og iøvrigt udenfor undervisningstiden.

Værkstederne er åbne i døgndrift.

Samværet på værkstederne udenfor undervisningstiden er en vigtig energiskabende faktor, som beriger det kunstneriske arbejde.

Det, man kan lære af at følge andres arbejdsprocesser, er uvurderligt og meget mere, end man umiddelbart forestiller sig.

Forelskelser og kærlighedssorger er helt på eget ansvar.

bibliotek.jpg