Lærer: René Michael Knudsen

Siden André Bazin omkring 1960 formulerede spørgsmålet; ”hvad er film?” og dermed prøvede at definere den nyeste kunstforms egenart, har relationen mellem filmen og den virkelighed den skildrer, været anset som kunstartens store styrke.
Bazin påstod at vi netop føler med figurerne på lærredet, fordi de – på trods af at de blot er repræsentanter skabt af lys og skygge – dog viser tilbage til et optagetidspunkt,
hvor der f.eks. vitterligt var et menneske der sprang ud i Seinen.

Men hvorfor føler vi så med Shrek og Fiona, der i bund og grund ”bare” er en begavet sammensætning af nuller og ettaller? Eller med figurer i ”Star Wars” hvis største fare under indspilningen har været om BlueScreenen faldt ned bag dem?

Som allerede russerne fandt ud af i 1920’erne og Alfred Hitchcock og Jean-Luc Godard videreførte i forskellige traditioner, er det måske mere det, der er mellem billederne end billederne selv, der får publikum til at skabe mening. Som Duchamp ved de, at værket først færdiggøres i mødet med sit publikum.

For filmreception er langt fra den passive tilstand den ofte er blevet beskyldt for at være. Publikum må tværtimod konstant være aktivt medvirkende,
før de abstrakte relationer mellem billederne oppe på lærredet giver mening.

Og det stopper ikke ved mødet mellem de forskellige stumper film, men drejer sig også om den lyd der lægges oveni. Der er, i film, et sammenrend af tale, musik, farver, lys, mørke, billedkomposition, skuspilstil, klipperytme….alting samtidig med at vi bedes tage stilling, føle med, forundres, forarges, beundre, gyse – alt efter hvordan man har valgt at sammenføre de forskellige elementer til en helhed så kaleidoskopisk, at den måske alligevel ligner den kaotiske virkelighed, hvor vi også tager stilling til allehånde forskellige indtryk simultant.

Det kræver sit at dirigere alle disse elementer til noget helstøbt og nærværende, som tilmed kan få en bred respons – hvilket er nødvendigt, så længe film er dyrt.

Og vi finder vores eksempler blandt de bedste; fra Eisenstein over de ovennævnte og frem til de nyeste.

Det tager tid, både at se film og blive dirigeret igennem de historiske og strukturelle aspekter, så mit hold må regne med at afsætte en aften om ugen (ca. 2 timer)
til lige at få en ekstra titel med.

Ellers bør film faktisk ses om formiddagen.